Andreas Raben

Kandidat til Københavns Borgerrepræsentation og Region Østdanmark

MINE MÆRKESAGER I KØBENHAVN

Tolærerordning i dansk og matematik

To lærere i klassen for alle årgange gør det muligt at holddele undervisningen, styrker trivslen, modvirker skolevægring, forbedrer arbejdsmiljøet og fastholder nyuddannede lærere.

87% af lærerne i almenundervisningen har elever, som ikke får den støtte, de har brug for – og 80 % af specialunderviserne oplever stigende skolevægring. Det kan vi afhjælpe med netop to lærere, og det vil koste ca. 230 mio. kr om året.

Fredning af specialskolerne

I København vil man spare penge ved at skubbe børn fra specialskoler ud i almenskolen. Det gør man med endnu vildere skjulte inklusionsmål end i den forhadte inklusionsreform i 2013, der viste sig at have katastrofale konsekvenser for børnene og vores folkeskole.

Vi skal bevare specialskolerne i København – for de gør det godt. I stedet for at afvikle dem, skal de fredes, og vi skal turde at investere i den almene skole.

Fællesskab og skolevægring i fokus

Der skal være mere tid til fællesskab i skolen. Vi skal bl.a. investere i KLF’s sommerkolonier og væresteder for børn med skolevægring – uden for skolens matrikel – så de får en social øvebane i et støttende miljø.

I det seneste budget blev koloniernes tilskud beskåret med 1,7 mio. kr. af et stort flertal. Det gør, at priserne stiger, og at flere børn ikke kan komme med.

Børn med skolevægring skal også have mulighed for at deltage i fællesskaber, men uden for skolens matrikel. Derfor skal kommunen støtte etableringen af væresteder for dem, så de kan få en øvebane og et støttende miljø til at udvikle sociale færdigheder og finde tilhørsforhold.

Hvorfor stiller jeg op?

Jeg stiller op til kommunalvalget i København, fordi jeg kender virkeligheden bag statistikken.

Jeg var selv en af de mange børn i mistrivsel og faldt udenfor skolesystemet og endte i mistrivsel. Jeg havde skolevægring i fem år og oplevede på egen krop, hvordan et system uden fleksibilitet og støtte kan tage modet fra både børn og familier. Den erfaring – og en bevidsthed om, at det ikke behøver at være sådan – tager jeg med mig ind i politik.

Vi bør have Danmarks bedste folkeskole i København. Men det kræver, at vi tør investere i den og viser politisk vilje til at lytte til dem, der står med børnene til daglig. Borgerrepræsentationen skal sætte mere ambitiøse rammer for folkeskolen, men det er lærere, pædagoger og andre fagfolk, der skal have reel indflydelse på, hvordan aftalerne bliver til virkelighed og pengene bruges.

Skolerne skal frisættes i langt større grad, men uden det bliver politisk ansvarsfralæggelse. Økonomi er nu også blevet en faktor i afgørelsen om, hvorvidt et barn kan henvises til specialtilbud. Alle elever har ret til undervisning efter deres forudsætninger, og økonomi skal ikke afgøre, om de kan gå på specialskole eller ej.

I Danmark brugte vi i 2018 1,2 milliarder. på tabt arbejdsfortjeneste. I 2022 var det 1,8 milliarder. I 2025 er det 2,5 milliarder – og meget går til forældre, der har børn med skolevægring. Både vores børn, kommunekasser og dermed velfærd bliver presset.

Uddannelse er samtidigt grundstenen for vores fremtidige velstand. Hvis vi ikke gør noget for vores grundskole nu, så hænger samfundet ikke sammen om 20 år.

Det lange seje træk mod en bedre hverdag for vores børn begynder nu.

LIDT OM MIG…

Støt mig via Mobilepay på nummeret:

#68246

Henvend dig!

Tlf. +45 23 23 94 08